--

KÆRESTER, IVÆRKSÆTTERE & BÆREDYGTIGE DESIGNERE

FASHION FRESHMEN 0.1

 

Mød det unge iværksætterpar bag slow-fashion brandet Gritt&Borris


I artikelserien ’Fashion Freshmen’ sætter vi fokus på nye ansigter i den danske modebranche. I det første indlæg i serien, har vi talt med kæresteparret Gritt & Mikkel. To unge mennesker, som sammen har opbygget og udviklet et modebrand med fokus på omtanke og det simple udtryk.

Mange af os har, eller har, engang haft titlen som ’kæreste’. Nogen af os går også under titlen ‘designer’ og få er sprunget ud som iværksættere med sit eget brand. De færreste af os kan sætte kryds ved alle tre bokse – det kan Gritt & Mikkel.

De er begge 26 år, bor i Valby og har netop fejret deres 8. år som kærester. Gritt har en bachelor i Sustainable Fashion Design fra KEA og har tidligere studeret beklædningsdesign på VERA dagshøjskole. Mikkel er uddannet Multimediedesigner fra KEA, og til sommer skal han forsvare sin bachelor i Interaktivt Design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Deres brand hedder Gritt&Borris og er et dansk, bæredygtigt brand, som skaber 1-2 små kollektioner årligt. Deres design er tidsløst, klassisk og kan bæres året rundt, år efter år.

“Vi forsøger at være bæredygtige gennem hele vores værdikæde og stiller høje krav til materialer, indfarvning, arbejdsvilkår, emballage mm. Vi benytter innovative, bæredygtige tekstiler fra hele verden, nogle økologisk certificeret, andre håndlavet. Vi får syet vores kollektioner på en lille systue i Bulgarien som har hjulpet os med at gøre vores små kollektioner mulige. Der er en skønhed i, at vores håndlavede materialer pr. meter tager 3-4 timer at væve og herefter bliver indfarvet med plantefarver. Mere naturligt kan det ikke blive.”

De voksede op i samme by og er begge opdraget til at værdsætte og passe på naturen, og det var derfor et meget naturligt valg for dem, at deres tøjkollektion skulle have en bæredygtig forretningsmodel.

Hvad motiverede jer til at starte Gritt&Borris?


“Begge vores familier består af en del iværksættere. Vi har derfor set fordele og ulemper ved at være selvstændige. Samtidig er det gå-på-mod og drive vores familier har, dybt inspirerende og beviset om at en iværksætterdrøm sagtens kan lykkes. Vi har haft virkelig stor opbakning fra vores familie og venner, som har støttet os i den svære proces som en start-up virksomhed, som vi stadig føler vi er, selvom vi har to år på bagen efterhånden. Vi var begge interesseret i at gøre en forskel og det at starte en virksomhed virkede (og er) på sin vis lettere ved at være to sammen om det.”

Hvornår vidste I, at I ville etablere et bæredygtigt brand?


“Idéen kom mens Gritt studerede på KEA. Med praktikpladser og jobs i den konventionelle modeindustri indså vi hurtigt industriens manglende interesse for bæredygtige og holdbare, tidsløse kollektioner. På baggrund af vores begges opvækst stred det simpelthen imod at se til mens masser af brands forurenede (og stadig forurener) vores verden.”

En idé var skabt og trangen til at gøre en forskel i modebranchen resulterede i deres nu etablerede brand Gritt&Borris. Men vejen har bestemt ikke været uden udfordringer og frustrationer for de to. Den største udfordring de løb på var det kapitalbehov der kræves ved opstart af egen virksomhed, og udviklingen af en innovativ og bæredygtig produktion.

“Det mest fornuftige havde nok været, hvis vi havde ventet et par år og sparet flere penge op til at starte vores virksomhed. Men behovet for at gøre en forskel og vise det smukke ved bæredygtigt design og produktion var for presserende. Vi startede virksomheden da Gritt havde mulighed for, at skrive om vores brand under hendes Bachelor og på den måde kunne vi få vejledning under hele opstartsprocessen”

Danmark er bagud


Ifølge designerparret er Danmark generelt bagud sammenlignet med andre lande som Tyskland, Holland, England og Australien når det gælder bæredygtighed og miljøbevidsthed. Stadig mange danske forbrugere finder ikke bæredygtigt design vigtigt nok, og fast fashions lave priser vinder stadig forbrugernes opmærksomhed.

“Umiddelbart tænker vi, at det er fordi, at vi som mennesker, ikke er oplyste nok omkring de konsekvenser konventionel tøjproduktion har for vores miljø og natur, og især for menneskene bag produktionen af det tøj vi går rundt i. Men det er noget som er på vej frem i vores lille land, og vi håber flere og flere virksomheder og forbrugere vil tage den grønne livsstil til sig.”

Gritt & Mikkel etablerede deres brand i september 2015, efter at have talt om idéen i et års tid. Nogle kærestepar beslutter sig efter 8 år sammen at få et barn, købe et hus eller at rejse gennem Sydamerika. Men ikke Gritt og Mikkel. De har været igennem teenagealderen sammen, stået side om side gennem depressionen, angst, stress og alvorlige sygdomme, og nu er de også forretningspartnere.

Men hvordan fungerer det at starte en virksomhed som kærester?


“Vi har gennem vores forhold lært hinanden rigtig, rigtig godt at kende. Vi kender hinandens svagheder og styrker, hvilket har været en stor hjælp i forhold til arbejdsfordelingen. Vi har hver vores arbejdsområder i virksomheden og vi stoler nok på hinanden til at lade hinanden styre sit område. Derudover er der ingen af os der er gode til at være sure på hinanden i længere tid, så hvis der opstår nogle problemer eller diskussioner prøver vi at løse situationen med det samme og går altid i seng som gode venner.”

“Virksomheden er en drøm for os, men vi er begge enige om, at vores forhold er det der betyder mest.”


Gritt og Mikkel snakker næsten dagligt om hvordan de hver især har det, og hvad de skal gøre for at få det bedre, eller bedre kunne løse en situation. Det er ikke altid nemt at skelne mellem at være kollegaer og kærester og derfor har det været vigtigt for kæresteparret med nogle faste traditioner og regler:

“Vi går tit ture sammen, bruger lang tid på at lave mad i køkkenet sammen, ’’kæreste-aftener’’ eller andre fælles aktiviteter hvor vi IKKE må tale om virksomheden. Det gør det lettere at finde sin ’’rolle’’ igen som elskende og giver samtidig et pusterum fra al presset som hører med til en start-up virksomhed.”

Om fremtiden for Gritt&Borris er ambitionerne klare. Målet for brandet er at blive 100% bæredygtige i hele deres værdikæde.

“Vi arbejder på at opnå en direkte kontakt med vores leverandører for et bedre og tættere samarbejde. Vores drøm er at vores virksomhed vokser sig større med en bæredygtig økonomisk vækst. Vi vil kunne leve af vores virksomhed, rejse rundt og finde små landsbyer som er dygtige til deres håndarbejde, samarbejde med flere spændende innovative tekstilvirksomheder og være med til at skabe den nye norm for mode i Danmark, nemlig grøn mode.”

Hvis I skulle give 3 råd til folk som gerne selv vil starte et brand eller arbejde med bæredygtig mode, hvad ville det så være?

1: Research! Research alt du kan om produktionsmetoder, økonomi, salg og PR og gå i dybden med hvad der gør lige netop dit brand specielt.

2: Find ud af hvad dine egne kerneværdier er og se om du kan overføre dem til dit brand. Det giver meget mere mening for dig at knokle hver dag 24/7 hvis du skaber noget du selv tror på og går ind for.

3: Vær realistisk! Som selvstændige med et fashion brand, går størstedelen af tiden på regnskab, leverandørkontakt og lignende ikke-kreative aktiviteter. Hvis man drømmer om at blive designer og KUN vil designe, kan vi anbefale at få job i en allerede etableret virksomhed hvor din arbejdstitel er designer eller designassistent. Som selvstændig og især med en start-up bruger du meget lidt tid på design og næsten al tid på praktiske gøremål. Hvis du er indstillet på og har accepteret dette fra starten af, er det bare med at klø på.