--

Anne Charlotte Vogel: Er sin egen one woman army og ser en tendens til demokratisering i modebranchen

Foto: PR

Tekst: Sofie Segall

Bag det danske studio AC VOGEL, står ambitiøse Anne Charlotte Vogel. Med en baggrund indenfor arkitektur og som Head of Public Relations hos det danske modehus SAND, startede hun i 2019 den danske virksomhed AC VOGEL. Hun spår om en en fremtidig modebranche, hvor forbrugerne har fået indflydelse i en ellers dikterende og lystigt strømmende modeformidling. Dette har vi taget os en snak med hende om. 

Hvad har for dig været altafgørende ift. at bryde igennem i modebranchen?

Det kan ofte være svært at rose sig selv, så jeg vil citere mine fantastiske samarbejdspartnere, Who’s Agency, som skrev de pæneste ord om mig: ”Med en ydmyg tilgang, en stor mængde talent og et enormt hårdt arbejde, sætter Anne Charlotte langsomt men sikkert sit præg på den kreative scene.” Jeg vil også tilføje at være åben over for muligheder og udfordringer samt at være sit varme og autentiske selv.

Hvad er din rolle som founder og kreativ direktør hos AC VOGEL?

Essensen i mit kreative arbejde er, at identificere kerneværdierne i virksomheden jeg arbejder med og kreere en visuel kommunikation omkring dem. Jeg er min egen one woman army, så min rolle er alt lige fra at lave Art Direction moodboards, style en modeserie, fotografere en interiørkampagne, redigere billederne, forhandle en kontrakt med min kunde og meget mere.

Hvordan fik du idéen om at starte dit eget firma? 

Jeg så et hul i markedet for at lave højkvalitetskampagner for færre midler ved at være færre personer på set, så jeg begyndte at lave kampagner for virksomheder, hvor jeg lavede hele produktionen alene. Art Direction, styling, fotografering, redigering etc. Senere har min business udviklet sig til også at indbefatte Creative Consulting, foredrag, Social Media Management, grafisk arbejde og alt godt fra den æstetiske verden. 

Hvad var essentielt for dig i denne proces? 

Mit største drive er at arbejde med de mest talentfulde, passionerede og varmhjertede mennesker indenfor arkitektur, interiør og fashion – mine tre store passioner. I denne sammenhæng har mit netværk, opbygget i branchen gennem 4,5 år (først som del af Modemagasinet IN’s modeteam og senere Head of PR hos SAND), været altafgørende samt en stor mængde arbejde og et utrætteligt gå-på-mod. 

Hvad er inspirationen bag dit brand? 

Der er et stort overlap mellem mit brand og mig som person. Jeg bliver inspireret af alt jer ser, og absorberer det instinktivt. Min arkitekturprofessor lærte mig at scanne ethvert rum jeg går ind i – og lægge mærke til hvad jeg kan lide ved det, og hvad der ikke føles rigtigt. Det har jeg gjort gennem de sidste 7 år, hvad end jeg ser mine business partneres værker, projekter og kollektioner eller af andre jeg beundrer, besøger et museum eller galleri, læser (eller mest kigger på billeder) i coffee table books, bladrer igennem Instagram eller når jeg entrerer en bygning.

Hvilke tendenser er dominerende i modebranchen for tiden? 

Jeg ser, der er sket en demokratisering i modebranchen de senere år – og endnu mere markant det seneste halve år på baggrund af Covid-19 pandemien og Black Lives Matter bevægelsen. Modebranchen har altid været meget fast forward og styrende, men jeg synes, vi ser, at forbrugerne (der efterspørger fx bæredygtighed og mangfoldighed) har fået mere indflydelse – og modebranchen lytter. Jeg håber og tror, at branchen vil fortsætte med at bevæge sig i en retning, hvor de/vi kan fortsætte med at inspirere og være nytænkende, men med et stærkere øje for at bidrage til at gøre verden til et bedre sted samtidigt. 

Har du gang i nogle projekter, som du synes er særligt spændende for tiden?

Jeg laver mange alsidige projekter i øjeblikket, hvor jeg vil fremhæve en større re-branding af et dansk fashion brand, samt at jeg laver det visuelle materiale for en pharma-virksomhed, der er ved at få nye investorer til at fortsætte deres forskning for at udvinde et nyt lægemiddel. 

Udgivet d. 26/8 2020