--

5 podcasts der giver et indblik i modebranchen

Foto: Stock

Tekst: Sofie Segall

Podcasten er kommet for at blive, det er der ikke nogen tvivl om. Og er der noget bedre end at blive klogere på noget, uden rent faktisk at skulle gøre noget? Vi har samlet en guide over de 5 podcasts som kan inspirere dig, berige dig og motivere dig, til at tage det næste skridt mod en kompleks modeindustri.  

1. Bedre Mode

Bedre Mode er nok en af de mest aktuelle modepodcasts lige nu. Danmarks første bæredygtige modeblogger, Johanne Stenstrup har i samarbejde med lektor i design og bæredygtighed fra KADK, Else Skjold, kastet sig ud i at lave en podcast. 

Samtalerne kommer vidt omkring modebranchens grønne omstilling, tøjkultur og fremtidens forbrug. Podcasten gør dig klogere på emner som ikke blot gør sig gældende i dag, men i fremtidens modeindustri. 

2. Magasin- We Love 

Denne her podcast er udarbejdet af Magasin, med formålet om at sætte fokus på nogle af de mest anerkendte brands i dansk mode. Podcasten indeholder 3 episoder, hvor hvert afsnit har forskellige designere inde i studiet. Designerne tæller blandt andet Karl-Oskar Olsen som står bag Wood Wood og Besnik Miftari fra BLS Hafnia. Der bliver drøftet alt fra hvordan designerne startede deres brands, til hvordan man skaber et brand-navn. Alt i alt er det her en podcast, som alle der går med drømmen om at starte noget op, burde høre. 

3. Fashion Revolution Podcast 

En hudløs ærlig podcast, som går bag om modeindustrien på bedste vis. Med et kritisk blik undersøger modejournalisten, Tamsin Blanchard, alle leddene fra at et stykke tøj bliver produceret til at det lander i butikkerne. Du vil (højst sandsynligt) blive overrasket over de opdagelser der bliver gjort undervejs, men forhåbentlig blive klogere på hvad der skal gøres anderledes. 

4. Fashion no Filter

Denne her podcast har mange skarpe pointer som kræver at man lytter godt efter, jeg vil derfor ikke anbefale at have den kørende i baggrunden mens du ordner de daglige gøremål. Sæt tid af til at lytte til de skarpe pointer og guldkorn som de to modeentusiaster kommer med. Podcasten er lidt mere tidskrævende end de andre, men med god grund, da den gennemgår alle aspekter af modeindustrien – og så er det et kæmpe plus at både Camille Charriere og Monica Ainley begge har stemmer som man kunne lytte på i timer.

5. SMART the podcast 

De to bloggere bag Fredesblog og Fashionpolish er gået sammen om podcasten SMART the podcast. Podcasten har en afslappet tilgang til emner såsom genbrug, tidens trends og generelt om modebranchen. Samtalens løse gang gør podcasten god til at kunne afspille i baggrunden, imens du ordner vasketøj, laver mad eller løber en tur.  

// Udgivet d. 2/2/2021