--
Henrik Bunge, Bjørn Borg, Modebranchen

Henrik Bunge, CEO hos Björn Borg, mener at mål og udvikling er en vigtig del af branchen og livet.

Foto: Henrik Bunge // Bersa Anders Holmberg Gorgén

Björn Borg startede op i 1984, og i 2014 overtog Henrik Bunge titlen som CEO & Head Coach. Vi har taget en snak med Henrik om hans rejse frem til hvor han er i dag, og de udfordringer han er stødt på, på vejen.

Henriks rejse og den røde tråd i arbejdslivet

Henrik har altid vægtet højt, og været lidenskabelig omkring, at arbejde med forskellige mennesker. Og det er en stor del af grunden til, hvorfor han i dag er administrerende direktør (CEO) hos Björn Borg. Dog har det altid været vigtigt for ham, at der har været en rød tråd i hans rejse frem mod direktørstillingen.

–          Mit udgangspunkt har altid været, at det er mennesker, der gør en forskel og gør konteksten unik. At være i et motionscenter er en ret god sammenligning: Det ser ud til, at det er maskinerne, der udfører arbejdet. Men hvis du fjerner maskinerne, kommer du til den konklusion, at det er menneskene, der udfører arbejdet – enten en ven, en instruktør eller lignende. Det er ikke den, der har de bedste vægtstænger, der er bedst i fitnesscenteret. Den der er bedst, er den der har de bedste medarbejdere. Den konstante udfordring er at sikre, at du har engagerede medarbejdere, der til hver en tid vil være på arbejdspladsen og altid gøre deres bedste.

Vi spurgte Henrik om, hvad han gør for at holde sine medarbejdere motiverede. Uden at tøve svarede han:

–          Det handler dels om at vælge individer. I et firma som Björn Borg er der brug for mange mennesker, der har en stærk drivkraft, og som får ting til at ske. De der lykkes med at sætte ting i gang, har et klart mål foran sig. Mit billede af motivation er summen af mål og lyst. Viljen og lysten til at nå sine mål. Det bliver klart, når vi mødes med personer til jobsamtaler. Der spørger vi altid, hvad deres mål er, og hvad de ønsker at opnå. Dem der ved hvad de vil, er gode til at arbejde mod et klart mål. Og for mig er det grundlaget.

Henrik fortæller, at virksomheden har en klar filosofi, som de kalder ”Frame of Performance”. Dette er baseret på fem forskellige spørgsmål. Det første spørgsmål er: hvor skal du hen og hvad er dit mål? Det næste spørgsmål handler om at turde se sig selv i spejlet og forstå, at du bliver nødt til at starte et sted. Det tredje spørgsmål lyder: hvad skal du gøre for at opnå det du vil? Det fjerde spørgsmål følger op herpå: hvordan gør du det? Dette er det vigtigste værdigrundlag for Henrik. Det sidste og femte spørgsmål er: hvad er din drivkraft og hvorfor vil du det som du vil?
Alle disse spørgsmål danner fundamentet i virksomheden, og alle hos Björn Borg har derfor et klart billede af, hvor de skal hen, hvor de er, hvad de skal gøre, og hvordan de skal gøre det. Hos Björn Borg er der en klar proces, med at holde motivationen oppe gennem denne struktur: det er det de mener med ”Frame of Performance”.

Henriks udvikling og rolle som CEO

Ifølge Henrik laver alle fejl i starten af deres karriere, og det er netop disse fejl, der får os til at udvikle os. Om kulturen hvor det er okay at fejle, udtaler Henrik:

–          Man udvikler sig hele tiden. Og man må lede efter nye måder hvorpå man kan lære og gøre ting anderledes. Lige i starten af din karriere laver du mange fejl, som du lærer meget af. Hvis du opsummerer de fejl, og tager afsæt i dem, kommer du til at lære af dem. Både fordi de har gjort ondt, og fordi du bliver mindet om, at du ikke at lyst til at begå de samme fejl igen. Det er smertefuldt at begå fejl og derfor forsøger man at undgå dette. Det er sikkert meget mere behageligt at tænke det modsatte. Altså at tænke på det gode du har gjort, og gøre mere af det.

Vi spurgte også ind til, hvad hans titel for CEO for Björn Borg indebærer, og hvorfor han egentlig ser sig selv mere som Head Coach:

–          CEO er en juridisk titel, som betyder at være det sidste led i ansvarskæden i en virksomhed. Jeg er også Head Coach, hvilket er en selvudnævnt titel, som betyder langt mere for mig. Det handler nemlig om at skabe den sammenhæng, der gør at vi bliver bedre. Derfor vil jeg hellere se mig selv som en person der coacher, end som en CEO. På den anden side kan man ikke ignorere CEO-titlen. Den skal eksistere af juridiske årsager. Men at være Head Coach er meget mere selvopfyldende.

Henrik har altid selv været involveret i sport, hvorfra han har erfaring med store brands som Adidas, Peak Performance og Stadium. I løbet af sin karriere inden for sportens verden, begyndte han at se en slags fusion mellem sport og mode, hvor tøjet fik en anden funktion. Modevirksomhederne ville pludselig gerne reklamere for sund livsstil, og store tøjkæder som H&M begyndte at fremstille sportsbeklædning. Henrik fortæller også, at det bedste ved hans arbejde er at kunne inspirere folk til at få det bedre med sig selv gennem fysisk aktivitet. Det er også kernen af Björn Borg: det er et mærke som opfordrer mennesker til at blive til noget, leve længere, være aktive, og blive stærkere. I dag er der også fokus på bæredygtighed, siger Henrik. Forbrugeren har andre forventninger til produkterne, og til at virksomhederne påtager sig et ansvar, som de ikke tidligere har skulle. Og den generelle forbrugerflade har forandret sig:

–          Endnu en forskel er måden folk handler på. I 2006 og 2007 handlede man i fysiske butikker, og du kunne ikke engang købe Adidas online. Nu, 13 år senere, er hele væksten, inden for både mode og sport, online. Der er ingen vækstforøgelse i de fysiske butikker længere.

Som Henrik tidligere i interviewet kunne berette, er der en stærk kultur hos Björn Borg, for at være tilstedeværende og gøre tingene i fællesskab. Han synes, at det har været svært de sidste ni måneder, hvor den globale pandemi har gjort det umuligt at rejse og mødes. I dag arbejder mange mennesker hjemmefra, og det har påvirket virksomheden meget.

–          I firmaet sælger vi stadig ret meget til kunder, for eksempel gennem Intersport og Stadium. Men vi har også vores egne butikker, og i mange lande har disse butikker været nødt til at holde lukket. Og hvis ikke de har været lukkede, har de været underlagt mange restriktioner. Vi sælger altså mindre i de fysiske butikker, men på den anden side sælger vi mere online for tiden.

Henrik fortæller om sine bedste tips til modebranchen

Afslutningsvis har Henrik været så venlig at dele ud af sine bedste tips, til dem der drømmer om at arbejde i modebranchen.

–          Først og fremmest tror jeg, at du skal være god til at vælge din chef. Når du leder efter et job, skal du være mere opmærksom på, hvilket individ du leder efter, end hvilken virksomhed. En god leder ser dit potentiale, og vil have dig til at vokse. Folk omkring dig gør en utrolig forskel. Men det handler også om, at du skal lave noget, du synes er sjovt. Arbejdslivet er langt, og derfor er det vigtigt, at du laver noget du er drevet af. Du skal nyde det du laver, på den måde bliver man også dygtigere. En anden ting er, at du skal gøre det bedste du kan. Læg så meget tid og energi som muligt, i det du gør, så du bliver så god som muligt. Hvis du gør alt dette, kan du blive hvad du vil. Du skal ikke hænge dig op på idéen om at præstere hele tiden. Alt hvad der sker lige nu, er en del af livet. Det er ikke kun det færdige produkt der gælder.  

Iværksætteri i modebranchen er svært at komme i gang med. Hvis du drømmer om at starte et brand, der en dag bliver ligeså stort som Bjørn Borg, så er Innovative Fashion Management måske noget for dig