--
Rebecca Vera, Veras Vintage, Innovative Fashion management

Q&A med Rebecca Vera Stahnke: »For mig handler følelsen af at iklæde sig et nyt stykke tøj, ikke om, at det er nyt fra butikken – men i stedet om, at det er nyt for én selv«

Foto: Sarah Buthmann (pressebillede)
Tekst: Sofie Vitalis

Veras er et cirkulært genbrugsunivers, skabt af Rebecca Vera Stahnke. Hos Veras kan du både købe, bytte og sælge tøj, og på den måde blive del af en bæredygtig moderevolution. I den flotte butik i Studiestræde (København), kan du købe de fint farvesorterede genbrugsklæder for enten penge eller point. Som medlem af Veras, optjener du point ved at indlevere gammelt tøj, som du så kan bruge til at erhverve dig nye klæder – genialt for den eksperimenterende mode-entusiast!

Rebecca Vera Stahnke, som har skabt Veras, har sans for innovation, mode og bæredygtighed. Med sine kreative evner og tæft for nytænkning, har hun formået at gøre genbrug lækkert og let tilgængeligt, og derved været med til at forandre og forbedre danskernes tøjvaner. I 2018 blev hun, af Berlingskes modeeksperter, spået til at være den mest indflydelsesrige person i modebranchen. Vi har været så heldige at fange hende til en snak om alt fra inspiration til tøjstil og det banebrydende byttesystem. Læs med videre, og lær den miljøbevidste ildsjæl, Rebecca Vera, bedre at kende:

Hvad indebærer din rolle som CEO og founder af Veras? 

Som CEO i Veras arbejder jeg med et ret spændende og nyt felt, som ingen kender særlig meget til. Jeg ser mit arbejde lidt som pionerende på området, da jeg med Veras både forsker og innoverer på et område inden for brugt tøj, take-back systemer og cirkulær økonomiske forretningsmodeller, som ingen rigtig ved noget om. Samtidig, så er jeg entrepreneur af hjerte og har en popcorn hjerne, som hele tiden popper op med gode idéer til hvordan din ideelle Veras verden skal se ud! 

Vi er et lille team af damer, som alle brænder for at minimere tøjspild, og give alt brugt tøj nyt liv. I Veras er der ikke langt fra tanke til handling, og vi har altid en masse spændende bolde i luften. Som CEO har jeg mere eller mindre en finger med i alt der foregår; fra at videreudvikle konceptet til driftsmæssige opgaver og strategiske beslutninger – og hjælper til hvor det brænder på! Jeg bruger størstedelen af min tid på at lede en flok ambitiøse og engagerede kvinder i kampen om at bekæmpe tøjspild og inspirere danskerne til lettere at tage endnu bedre, bæredygtige og cirkulære valg. 

Hvordan kom du ind i modebranchen? 

Efter min uddannelse inden for Medieproduktion og Ledelse på DMJX søgte jeg en stilling som Projektleder hos Copenhagen Fashion Week, og var så heldig at få det. 

Hvordan fik du idéen til at skabe dit eget koncept og firma?

Jeg startede Veras, da jeg selv havde svært ved at give nyt liv til mit eget brugte tøj, på let og tidsbesparende vis, med garanteret straks-værdi for alt tøj. “Bruger-til-bruger” platforme som Trendsales var tidskrævende og besværligt, kommissionsbutikker tog kun få stykker af mit tøj ind og på loppemarkeder vidste man aldrig, hvilket publikum der kom eller hvad der ellers blev solgt af varer. 

I 2015 stiftede jeg Veras Market: et genbrugstøjmarked for kvinder og mænd, som startede på Papirøen. Året senere, i april 2016, blev Veras og tøjbyttekonceptet stiftet i kampen for at ændre danskernes forbrugsvaner. For at gøre op med ”brug-og-smid væk”-kulturen skabte jeg et koncept, der skulle gøre det nemt for alle at få fingrene i en grøn, bæredygtig og fashionabel garderobe med nyt, brugt tøj. 

For mig handler følelsen af at iklæde sig et nyt stykke tøj, ikke om, at det er nyt fra butikken – men i stedet om, at det er nyt for én selv. Med Veras ønsker jeg at give denne følelse videre til andre, så alle kan shoppe nyt og rydde ud i garderoben, til glæde for sig selv, for andre – og især for miljøet. Jeg vil med Veras gerne inspirere kvinder til at turde gå i hvad de har lyst til og føle sig selv (uanset mærket i nakken). Så at skabe et brand omkring genbrug, hvor nogen på forhånd har sagt ‘god for det’, var en del af måden at bruge modemekanismerne, som vi kender dem fra i dag, og overføre dem til brugt tøj. Følelsen af at gå i brugt tøj kan forhåbentlig også inspirere folk til joine vores #veravolution, hvor vi sammen bruger brugt og hacker modens forbrugskultur, og skaber vores helt egen unikke brugte stil, som aldrig nogensinde går af mode. 

Genbrugsmode, Genbrug, Veras Vintage, Fashion Management
Foto: Sarah Buthmann

Hvad var essentielt for dig i denne proces?

At skabe et miljø hvor kvinder hjælper kvinder, og hvor vi inspirerer hinanden til at være mere ligeglade med hvad andre tænker om os og i stedet hviler i os selv, og klapper os på skulderen og omfavner at vi er forskellige – og at vi er helt perfekte på vores egen unikke måde! Og så selvfølgelig også, at dét at være ny og smart, ikke er ensbetydende med, at du skal overforbruge nyt hele tiden – følelsen af at gå i nyt er magisk, men handler ikke for mig om nye tendenser, og tilhørsforhold og at være bange for ikke at passe ind. Det da er da for fedt at være anderledes og brugt. Det er for fedt at være brugt. Brugt er for mig de erfaringer, som jeg får gennem livet, og som gør mig stærkere som menneske – og brugt tøj har de minder og fortællinger med sig og gør, at jeg passer bedre på tøjet, livsforlænger det, og sørger for at give det ny værdi, når jeg en dag ikke vil gå med det længere. Og sådan passer vi på tøjet, miljøet og os selv.  

Hvad er inspirationen bag dit brand?

Det vigtigste var først og fremmest, at skabe et koncept, der gjorde op med modetendenserne og i stedet satte personlig stil i fokus. Jeg synes nemlig ikke, at noget tøj fortjener at have en kort levetid, hvor det bliver kasseret, så snart det er blevet “set” for meget på Instagram. Hvis folk i stedet følger deres egen personlige stil og køber unikt kluns, så får tøjet meget længere levetid, da det ikke kun er fashionabelt i det sekund trenden peaker. Derfor var det vigtigt, at Veras og genbrug blev lige så – hvis ikke mere– fashionabelt som nyt tøj og at købe efter de nyeste trends.

Den personlige stil gør det nemmere at finde troen på sig selv og udtrykke, hvem man er – fuldstændig uafhængigt af, hvad tidens trends byder på.

Der går lidt Pippi Langstrømpe i den – der er ikke noget rigtigt og forkert, og jeg kan lege med lige det, jeg har lyst til, når det kommer til tekstur, mønster og farver. Alligevel tror jeg, at det er svært for specielt unge mennesker at tro på den personlige stil – og jeg selv er ingen undtagelse! Det bliver særligt tydeligt, når man har noget på, som ingen andre går rundt i. 

Veras skulle være et koncept, hvor #verasdamer med god stil håndplukkede second-hand items i høj kvalitet. Folk skulle vide, at alt tøj i Veras var cool – så kunne vi nemlig hjælpe dem, der selv havde svært ved at finde ud af, hvad der var sejt, og hvad der ikke var i genbrugsjagten. Når du køber hos Veras, køber du ikke bare en second-hand t-shirt – du køber en Veras t-shirt.

Men Veras kunne ikke nøjes med kun at være et fashionabelt koncept – det skulle også være bæredygtigt. Hvis vi deler vores garderober, kan vi alle købe “nye” brugte items konstant uden at skade miljøet – men vi kan stadig have det sjovt med at vælge mellem en masse brugte godter.

Det krævede to ting af mig: 1. det skulle være nemt for alle – og 2. alle var garanteret værdi for deres tøj – på forhånd! På daværende tidspunkt var en bæredygtig garderobe lig med kedelig, så det var afgørende for mig at skabe et sted, hvor du kunne få fingrene i så meget nyt, brugt tøj, som du ville – og samtidig have modet til at springe ud i ting, du aldrig før ville have vovet.

Da jeg grundlagde Veras i april 2016, lagde jeg ud med tre forskellige platforme for at give alle muligheden for nemt at få et bæredygtigt klædeskab – uanset om du vil bytte, sælge eller købe brugt tøj. Hos Veras er alt tøj værdifuldt og klichéen ”One women’s trash, another’s treasure” er virkelig blevet ægte! Veras tøjsystem er bygget op af tøj fra hele landet, som #verasdamer afleverer til os fra deres private garderober. Som udgangspunkt køber vi ikke noget nyt, brugt tøj – vi gør det bare nemt for alle at dele det, de allerede har i garderoben. Derfor er Veras også blevet til én stor fælles garderobe, der giver dig modet til at have det sjovt med din garderobe – uden at skade planeten eller din egen pengepung.

Veras, Genbrug i København, Vintage
Foto: Sarah Buthmann

Har du gang i nogle projekter, som du synes er særligt spændende for tiden? 

I Veras arbejder vi altid på at gøre vores forretningsmodel mere bæredygtig og gøre danskernes vaner endnu mere cirkulære. 

Lige nu er jeg i gang med at vores helt nye website, som vi lancerer i juni. En webshop som gør det endnu nemmere at shoppe brugt unikt tøj online – og jeg glæder mig helt vildt til, at det bliver lanceret, så det bliver endnu mere brugervenligt og tilgængeligt for danskerne at få cirkulære tøjvaner hos Veras.

I øjeblikket øger vi vores fokus på det tøj, som vi på nuværende tidspunkt ikke kan sælges i Veras pga. fejl, huller eller lign. I dag giver vi meget af det videre til NGO’er, men qua EU’s 2025 plan om genanvendelse af tekstil undersøger vi andre muligheder og nye samarbejdspartnere.

I 2020 kickstartede vi af samme grund vores Upcycling & Repair strategi, som betyder at man fremadrettet, kan få repareret sit tøj i Veras, eller lade os upcycle det til nye cool items, der kan sælges igen. Dertil har vi også lavet vores egne butiksposer lavet af kasseret tøj, hvor vi klipper, syr og binder et par knuder, og wupti – så har vi en pose. 

Har du et godt råd til spirende entrepreneurs i modebranchen?

Jeg mærker meget min mavefornemmelser. Det er måske et lidt vagt råd, men den har altid og evigt ret! Og det vigtigt, at du har dig selv med i det – altid. Det er din butik, og du bestemmer alt. Og selvfølgelig test, test, test: optimer løbende og tag imod alt kritik med kyshånd og vær ikke bange for at se indad og juster, optimer og test igen. 

Går du med en lille iværksætter i maven, men mangler de rette redskaber til at komme i gang i modebranchen? Læs mere om Innovative Fashion Management

//Udgivet den 10. maj 2021