--
Manou Messmann, job I modebranchen, Innovative Fashion Management

Mød modebranchen – Manou Messmann, stifter af Manou.dk: »Vi har ofte en tendens til at spejle os i andre, men vi er jo dybest set ikke som andre, så det bedste er at kigge indad.«

Foto: Manou Messmann
Tekst: Thit D. Bojesen

Manou Messmann har siden 2014 drevet virksomheden Manou.dk, hvor hun rådgiver brands og modevirksomheder om branding, forbrugeradfærd samt fremtidens mode. Hun står også bag TED-talken ”Are you wearing your future” samt bogen ”Robust Mode”. Derudover er hun også en af vores dygtige undervisere tilknyttet Innovative Fashion Management. Vi har taget en snak med Manou om hendes vej ind i branchen, det at være selvstændig og hvilke gode råd hun har til andre, der drømmer om at arbejde inden for samme felt.

Hvilken uddannelse har du taget, med hvilket formål var det dengang og ville du have valgt noget andet hvis du kunne gøre det om?

Jeg er uddannet bachelor i psykologi og master i kommunikation. Jeg vidste, at jeg gerne ville arbejde med mode men på en utraditionel måde. Og det var også det der skete. Mode er for mig en kombination af mange forskellige videnskaber, men vi kan forstå de fleste niveauer i mode ved at anvende kommunikation og psykologi -så det er et godt match til det jeg laver i dag.

Har du altid vidst at du ville arbejde i modebranchen – og hvad var dit første job der var relevant ift. din karriere?

– Jeg startede som børnemodel da jeg var 6 måneder gammel og blev ved indtil jeg var i starten af 20érne. Derudover arbejdede jeg i forskellige tøjbutikker fra jeg var 15 år gammel og op igennem universitetet. Så jeg har altid haft foden indenfor i modebranchen på den ene eller anden måde. Det første job der var decideret relevant for min karriere, var faktisk som forskningsassistent på CBS. Her lærte jeg at skabe ny viden og det er en del af det jeg beskæftiger mig med i mit arbejde som brand rådgiver og forbrugerekspert, hvor jeg blandt andet forudser fremtidige trends og tendenser indenfor forbrugeradfærd.

Har du benyttet dig af dit netværk i din vej til der hvor du er i dag karrieremæssigt?

Ja, uden tvivl. Jeg har aldrig tænkt at jeg egentligt havde et ”professionelt” netværk, men det kan ofte virke helt usynligt lige indtil at det fører dig videre til din næste mission i livet. Man kan jo sagtens være connected med tusindvis på LinkedIn uden at ane hvad de reelt synes om en. Helt konkret har mit netværk arbejdet for mig de to gange jeg har været marketing chef. Det var relationer i mit netværk, som synes min profil passede til det der blev efterspurgt -og det havde de ret i!

Hvorfor valgte du at blive selvstændig? 

Frihed, frihed og atter frihed. Uanset hvor fantastiske chefer jeg har haft, så er friheden afgørende for mig og værdien af mit liv. Jeg er nysgerrig af natur og elsker at to dage aldrig er ens. I det hele taget skræmmer det mig ufattelig meget, når vi lader vores hjerne køre på autopilot dag efter dag, så jeg udfordrer mig selv konstant og skaber nye projekter non-stop. Det er jo faktisk det det handler om; at komme ud af ens comfort zone, udvikle sig og se transformationen ske.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Jeg står op og får mine to piger sendt afsted i skole. Derefter skriver jeg arbejdsdagbog, så jeg bliver bevidst om hvordan jeg har det og hvordan min dag skal se ud. Så laver jeg et opslag til Instagram, tjekker min mail og dyrker fysisk aktivitet i løbet af formiddagen. Mit sind skal være smidigt, og det er det kun hvis min krop er i bevægelse. Resten af dagen er en kombination af møder, projekter, daglige gøremål og nye ”skibe” der sættes i vandet, mit råd er altid at søsætte et par ”skibe” hver uge.

Hvad er det vigtigste du har lært i din karriere indtil videre?

At være mig selv og tro på at jeg er god nok. Vi har ofte en tendens til at spejle os i andre, men vi er jo dybest set ikke som andre, så det bedste er at kigge indad. Og ja, vi har hørt det før, men jo mere vi tør stå ved os selv, des stærkere lyser vi. Så uanset hvor mange marketingstrategier, neuroscience og nudging jeg kan lære dig, så er det kontakten til dig selv, der virkelig batter hvis du vil frem her i livet.

Manou Messman er desuden også en af de dygtige undervisere, du kan møde på vores forløb, der giver et skub i den rigtigte retning i modebranchen

// Udgivet den 15.10.2021