--
Tour Lava, Job I modebranchen, Innovative Fashion Management

»Vi godt lide, når mode ikke bliver alt for seriøst. Det må rigtig gerne være lidt legende og anderledes« Mød designerduoen bag det nye danske modebrand, Tour-Lava.

Foto: Privat
Tekst: Thit D. Bojesen

Mød designerduoen bag det nye danske modebrand, Tour-Lava, Kathrine Maron og Sofie Ken. De har begge fra en ung alder haft stor interesse for modebranchen, og deres veje mødtes, da de begge arbejdede for det danske modebrand, Hosbjerg.
Vi har taget en snak med duoen om deres vej ind i modebranchen, det at opstarte sit eget brand, deres visioner for fremtiden – og råd til andre med en spirende designerdrøm.  

Hvad er jeres uddannelsesbaggrund?

Sofie: Jeg har en uddannelse som beklædningsdesigner fra Fashion Design Akademiet og har efterfølgende arbejdet hos Hosbjerg og Adax, hvor jeg har designet henholdsvis tøj og tasker. Min interesse for mode startede allerede dengang min mor første gang iførte mig et rød-ternet Kenzo sæt. Siden da har jeg altid elsket at skille mig ud, hvilket også har betydet, at jeg i gennem hele folkeskolen var pigen med det sjove tøj og i gymnasiet blev nomineret til “årets stil”. Det lå lidt i kortene, at jeg skulle blive noget inden for mode. 
Kathrine: Jeg er opvokset i Haderslev i Sønderjylland, og jeg blev for alvor modeinteresseret under min handelsskoletid. I stedet for at deltage i international økonomi og virksomhedsøkonomi timerne, sad jeg og læste med på flere af de store danske modeblogs; Anywho, Trineswardrobe og Marie Jedigs Vildekaniner. Efter handelsskolen flyttede jeg til København, fordi der bare var flere muligheder for en karriere indenfor modebranchen og det kreative. Sideløbende med min uddannelse, har jeg arbejdet som PR Manager hos Hosbjerg, og i februar i år blev jeg færdiguddannet som Brand Designer fra KEA.

Hvordan opstod ideen om at skabe et brand sammen?

Sofie: Vi mødte hinanden for et par år tilbage, da Kathrine startede i praktik hos Hosbjerg, og jeg arbejdede som designer dér.
Kathrine: Det var som om, at vi bare forstod hinanden, og vi klikkede bare. Vi havde de samme skøre idéer, elskede alt uformelt og ud-af-boksen, når det omhandlede styling, design og creative direction. Og vi kunne køre hinanden helt op over vintage sager, vi havde fundet på Vestiaire eller i den lokale Røde Kors. Jeg har altid gået og drømt lidt om at starte mit eget tøjbrand, men da jeg hverken kan lave arbejdstegninger eller sy, har jeg lidt skubbet det ud af hovedet
Sofie: Jeg har også altid gerne ville have mit eget tøjbrand, men tanken om at skulle gøre det helt alene har altid været skræmmende for mig. Vi fandt ud af, at vi begge gik og drømte om at starte eget brand, og var der nogle venner, der en dag spurgte, hvorfor vi ikke slog pjalterne sammen.
Kathrine: Ja, så ideen til Tour-lava startede faktisk mere eller mindre dengang. Vi startede dog først rigtigt på projektet i starten af 2021.

Hvordan har rejsen fra idé til færdigt brand været?

Sofie: Noget af det, som var allersværest for os i starten, var at finde et navn til vores virksomhed, som føltes rigtigt i maven. Vi har virkelig været vidt omkring, i øst og vest. I dag er vi glade for navnet, vi landede på, og vores ‘Tour’ er kun lige begyndt
Kathrine: Jeg tror, at det, der har overrasket mig mest i løbet af hele processen fra idé til færdigt brand er, hvor meget de små ting betyder. Og hvor vigtigt det er at have overblik – for det skal man have, når man står for det hele selv. Det er ærlig talt lidt hårdt og svært til tider, men man lærer så meget hele tiden!

Hvordan fungerer i som samarbejdspartnere?

Sofie: Vi har heldigvis arbejdet sammen før, så vi ved, hvordan vi arbejder og hvilke styrker og svagheder, vi begge har. Jeg står for design og produktion, hvor Kathrine er ansvarlig for marketing og PR. Men som selvstændig har man mange hatte på, og udover at vi begge har vores roller, så hjælper vi hinanden og er begge inde over alt. Men det er klart en styrke, at vi begge er gode til noget forskelligt, og det gør også, at det fungerer så godt for os. 
Kathrine: Ja, vi har selvfølgelig forskellige kompetencer og forcer, som hver især bidrager med til virksomheden, men vi er også meget forskellige personlighedsmæssigt. Hvor jeg er meget realist, er Sofie mere easy-going i sin tilgang til ting. Hvis jeg dykker lidt for meget ned i detaljen og bliver ’worst-case scenario’ fokuseret i stedet for ´best-case scenario’, er Sofie rigtig god til at minde mig om, at det er okay at drømme, og at vi gør alt, hvad vi kan. Så her komplementerer vi også hinanden rigtig godt.

Hvad er inspirationskilden bag jeres brand?

Kathrine: Tour-lava er inspireret af fortiden og især 70’erne og 80’ernes finurlige og sjove univers. Vi er inspireret af farver og farvekombinationer, materialer, mønstre, knapper, men også særligt det håndværk, der lå i et stykke tøj dengang. Alle disse elementer har vi fokus, når vi designer vores styles. Og så kan vi godt lide, når mode ikke bliver alt for seriøst. Det må rigtig gerne være lidt legende og anderledes, hvilket vi virkelig forsøger at få frem i vores design, univers og vores kommunikation.  
Sofie: Håndværket er også virkelig vigtigt for os – at vores styles er syet ordentligt, at der er kælet for detaljerne, og at de har den helt rigtige ‘finish’. Det gør, at kunden i sidste ende får et stykke tøj i god kvalitet. Vi arbejder med nogle virkelig dygtige og passionerede leverandører, som gør deres arbejde så godt. Vi er meget stolte af blandt andet at kunne sige, at vores hæklede styles er håndlavede og produceret i Italien.

Hvad er jeres fremtidsvisioner for Tour-Lava?

Sofie: At ekspandere til hele verden! Tour-lava er for kvinden, som tør at skille sig ud, og som elsker farver. Dem har vi heldigvis mange af her i Danmark, men det ville være det fedeste at se kvinder på gaden i og udenfor Europa bære Tour-lava. 
Kathrine: Vi drømmer om at blive anerkendt internationalt, og det ville være så kæmpestort at få lov at dresse en kunstner som Dua Lipa eller se Zoe Kravitz i det.

Hvad er jeres bedste råd og erfaringer, som i kan give videre til andre, som gerne vil kaste sig ud i iværksætterlivet indenfor modebranchen? 

Sofie: Det er bare om at hoppe ud i det! Det er benhårdt, men man lærer så meget i hele processen, som man aldrig ville kunne lære under en arbejdsgiver.
Kathrine: Og det er bare med at hænge i, når det hele bliver lidt surt. For der kommer de dage. Man er ikke mester til alt, og det er også helt fint. Men man skal bare stole på processen. 

Hvis du gerne vil udforske Tour-Lava’s univers kan du tjekke deres hjemmeside ud eller tage et kig forbi deres instagram, @tour_lava!