--

MØD MODEBRANCHEN: SOPHIE NORENG FRA CFW

Denne gang i artikelserien Mød Modebranchen har vi talt med Sophie Noreng, som er Head of Business & Operations hos Copenhagen Fashion Week. Sophie er oprindeligt uddannet jurist, og har specialiseret sig i Fashion Law fra New York University School of Law. Vi har spurgt ind til hvordan Sophies karriere startede, og hvad hendes job hos Copenhagen Fashion Week egentlig går ud på.

Hvad laver du til dagligt, og hvad går dit arbejde ud på?

“Jeg sørger overordnet for, at Københavns modeuge løber succesfuldt af stablen. Mit arbejde indebærer derfor mange forskellige opgaver, og de skifter karakter i løbet af året afhængigt af, hvor tæt vi er på modeugen.”

En del af Sophies arbejde er blandt andet at planlægge og udvælge hvilke designere, der skal fremvise deres nye kollektioner til modeugen. “Jeg sørger for, at Copenhagen Fashion Week hver sæson kan byde på den stærkest mulige showkalender med en god blanding af nye, up-and-coming designere og de mere etablerede brands.”

Derudover er det Sophies arbejde at sikre at modeugens vigtige internationale pressegæster, indkøbere og influencers får en god oplevelse under modeugen. Imellem modeugerne bruger hun tid på at pleje og opretholde Copenhagen Fashion Week’s kommercielle partnerskaber og står for den generelle drift og ledelse på kontoret.

Hvorfor blev det lige modebranchen?

Det var aldrig Sophies plan helt fra starten at arbejde i modebranchen. Hun havde en generel interesse for de kreative brancher, og derfor søgte hun ubevidst, men naturligt i den retning.

“Jeg var nyudklækket jurist og stod der med mit flotte eksamensbevis, som jeg havde knoklet så hårdt for. Sad på det her fine, store advokatkontor som advokatfuldmægtig med en god løn og alle mine bedste studievenner omkring mig – i virkeligheden bare de allerbedste rammer udadtil. Men jeg var ikke glad. I bund og grund var det arbejde slet ikke mig. Jeg kunne godt finde ud af det, men jeg interesserede mig ikke for det. En ret angstprovokerende ting at opdage efter alle de års studier.” Det var også derfor Sophie til sidst i en spontan handling valgte at sige sit advokat job op.

“En dag gik jeg spontant ind til min chef og sagde op uden en plan. Så rejste jeg til New York, og her endte jeg lidt tilfældigt med at assistere en sej iværksætter med at arrangere forskellige events for up-and-coming designere på Manhattan.”

“Jeg tænkte ‘wow, det her føles jo slet ikke som et arbejde’, og der vidste jeg, at jeg havde fat i noget rigtigt.”

 

Nogle gange er det tilfældighederne der giver mening

Det var ved en tilfældighed Sophie så et online jobopslag fra Copenhagen Fashion Week. De søgte en freelance sælger, og selvom jobbet som sælger måske ikke var drømmen, valgte Sophie alligevel at gå efter det, da det kunne blive hendes indgang til en virksomhed som hun gerne ville være en del af.

“Den daværende direktør havde fået ansøgninger fra mange erfarne kandidater fra branchen, men hun valgte at satse på jokeren, som var mig – hende uden nogen erfaring eller netværk – og det er jeg hende evigt taknemmelig for.”

Sophie gav alt hvad hun havde, og efter én sæson som sælger blev hun tilbudt jobbet som projektleder. Hun har ofte hendes gamle chef i tankerne, når hun nu selv sidder og skal ansætte folk.

“Jeg tænker tit på min daværende chef, når jeg i dag sidder i en ansættelsessituation og skal vælge mellem to kandidater, hvor den ene har de rigtige papirer og erfaring og den anden kommer fra en helt anden baggrund, men til gengæld har ilden i øjnene. Jeg vælger altid ilden i øjnene.”

Hvad har været din største succesoplevelse indtil videre?

“Det er svært at vælge én, når jeg ser tilbage på efterhånden talrige modeuger, events, samarbejder og alverdens sjove projekter. Den allerbedste succesfølelse har jeg i virkeligheden, når jeg mærker fællesskabet og engagementet hos det seje CFW team. Når der bliver grinet og hygget på kontoret selv ud på de sene aftentimer, og når jeg sæson efter sæson imponeret ser hvor dygtigt og passionoeret et team, jeg er en del af.”

Sophies 3 gode råd, til dig der drømmer om at arbejde i modebranchen

1. Vær flittig og vis hvad du kan. Kig ikke på hvad de andre laver, men fokuser på dine opgaver og hvad netop du er god til.

2. Alle skal starte et sted, så se dig aldrig for fin til at tage alverdens opgaver på dig. Se i stedet alle opgaver som en mulighed for at lære, udvikle og forbedre dig – din uddannelse er i princippet endeløs.

3. Vigtigst af alt i alle karriere- og livshenseender: vær god mod menneskene omkring dig, altid. Vær den bedste udgave af dig selv, den person de andre elsker at være omkring – også selvom andre ikke er det. Du er klogere end dem.


Skrevet af Nicoline Juhl Gyrming